Bogbloggere

Tag kontakt til bogbloggere 

Som forlag og forfatter har du stor interesse i at få anmeldelser af din bog. Det er nemlig med til, at andre tager bogen ned fra hylden på biblioteket og i butikken. Vi vælger ofte en bog, vi har fået anbefalet eller set en anden læse. 

Det er vigtigt at få sendt bogen ud til den lokale, eller landsdækkende, presse, så de kan nævne din bog. Det er dog ikke altid, de har plads eller tid til at skrive om lige netop din bog. Hvad så?

Så er der en anden mulighed: du skal ud at finde bogbloggere. Der er omkring 200 aktive bogbloggere, hvis ikke flere, i vores lille land, så der er mulighed for at få den ud til mange nye læsere. Hvordan tager du så fat i en bogblogger?

Hvor finder du bogbloggerne?

Rigtig mange af de danske bogbloggere finder du i dag på instagram og andre sociale medier. Mange af dem har også en hjemmeside eller en blog, hvor der er plads til lidt længere anmeldelser. De fleste er dog at finde på de sociale medier.

Nogle forfattere og forlag har en liste over de mange bogbloggere, men ellers vil en søgning på især instagram hjælpe dig rigtig godt på vej. Her kan du søge efter specifikke bogrelaterede hashtags (#). Det kunne være: #bogbloggerdk #boganmeldelse. Har du fundet en interessant bogblogger, kan du også udvide din søgning ved at kigge på, hvem de følger, og hvilke hashtags de bruger.

Selve kontakten til bogbloggeren

En ting, der er vigtigt at huske, når du tager fat på en bogblogger, er, at de gør de frivilligt i deres egen fritid, og at de ikke modtager anden betaling end det anmeldereksemplar af bogen, som du sender til dem. Det er vigtigt at huske på, når du tager fat på dem, også i forhold til din forventning om, hvor hurtigt en anmeldelse skal være klar.

Det er vigtigt, at du i din research finder bogbloggere, der læser og anmelder den slags bog, du gerne vil have anmeldt. Altså, er det en krimi, så ræk ud til en, der læser og anmelder krimier, sådan at det giver mening for bogen og bogbloggeren.

Når du skriver til dem, enten via deres hjemmeside eller en besked via de sociale medier, så husk at skrive, hvorfor du har taget fat på dem, og hvorfor det vil give mening. Hav en ‘samtale’ med dem. Giv dem så mange informationer, som du kan, så de kan danne sig et overblik over, om et samarbejde med dig og din bog vil give mening for dem.

Husk at venlighed giver det bedste førstehåndsindtryk af dig og din bog.

Det kan godt tage tid, inden du får svar på din anmodning, da mange bogbloggere, som tidligere nævnt, anmelder bøger frivilligt og i deres fritid, da de gerne vil dele deres kærlighed til bøgerne med andre. Derfor kan du heller ikke sige, hvornår du vil have din anmeldelse klar. De kan have mange bøger, der venter på dem, et arbejde og en familie de også skal have tid til. For dem er din bog ikke førsteprioritet, selvom vi ville ønske det.

Får du et ja fra en bogblogger, er det nu, du sender din bog afsted og giver plads og tid til, at bogbloggeren kan få læst din bog.