Hvor lang tid tager det at udgive en bog?
Det er et spørgsmål, der har mange svar. Lad os gennemgå hele processen fra idé til færdig bog, da det giver dig mulighed for at få et overblik over hele processen. Du kan hoppe til dét punkt, der er relevant for dig i din bogproces.
Idé & Research
Allerførst skal du komme på en idé til en bog, lave alle de indledende øvelser og researche din idé.
Bogen skrives
Du skal afsætte tid til at skrive din bog. Det er forskelligt fra person til person, hvor lang tid det tager. Det er vigtigt, at du giver dig selv god tid til at skrive, gennemlæse og rette din tekst.
Betalæser eller en testlæser
Det er vigtigt at få andre til at læse din tekst. Når man arbejder intenst på en tekst, ender man med at få stirret sig helt blind på den. Nogle gør brug af testlæsere, der fortæller dig, om de kan lide din bog, og om den passer til målgruppen. Andre gør brug af betalæsere til at kigge lidt mere strengt og kritisk på teksten, når de skal give feedback. Du kan læse mere om forskellen på en testlæser og en betalæser her.
Der skal rettes igen
Når du har haft din bog hos testlæsere og betalæsere, skal du rette den igennem igen med alle de nye input, du har fået.
Redaktørens trænede øje
Nu har du virkelig arbejdet hårdt med din tekst og rettet den igennem, og det er blevet tid til at få en redaktør ind over. Så er spørgsmålet, om du selv skal ud at finde en, evt. fordi du selvudgiver, eller om dit manuskript skal sendes ind til forlaget nu, hvor de sætter en redaktør på opgaven.
Flere rettelser
Nu skal du atter gennemgå din bog og kigge på de noter og rettelser, du har fået fra din redaktør. Hvor mange gange, teksten skal forbi din redaktør, er individuelt fra gang til gang.
De sidste korrekturrettelser
Nu er din tekst ved at være klar. Du mangler bare at få en korrekturlæser til at gennemgå den. Udgiver du selv, skal du finde en korrekturlæser. Udgiver du gennem et forlag, har de en korrekturlæser, der kigger din tekst igennem.
Opsætning
Nu skal bogen sættes op og gøres klar til tryk. Udgiver du selv, skal du finde en grafiker, der kan hjælpe dig med at sætte bogen op og designe omslaget, så det passer til bogen. Udgiver du gennem et forlag, har de en grafiker ansat, der gør dette og sender et udkast til dig, som du skal godkende.
Her er det også vigtigt, hvis du har gjort dig nogle tanker om, hvordan din bog skal se ud, at du sender dine idéer til grafikeren, så han/hun har noget at tage udgangspunkt i. Det kan være, du gerne vil have et særligt billede, farve eller look generelt, hvilket er rart for grafikeren at vide, inden vedkommende går i gang.
Gennemgang og rettelser til layout
Når grafikeren har sat bogen op, får du den tilsendt til gennemgang, så du kan kigge den efter og se, om der skal laves nogle ændringer til designet. Det er forskelligt fra gang til gang (og fra grafiker til grafiker), hvor mange runder layout-feedback man skal igennem
Kontakt til trykkeri
Udgiver du selv, står du selv for at finde og tage kontakt til det trykkeri, du ønsker at bruge. Udgiver du sammen med et forlag, tager de kontakt til trykkeriet. Det er nu, du skal tage stilling til bogens format, og om omslaget skal være hardcover eller softcover. Det er alt sammen noget, du finder ud af sammen med trykkeriet. De er rigtig gode til at vejlede dig, så du får trykt din bog på det rigtige materiale. Når du har truffet et valg om alle de tekniske ting sammen med trykkeriet, har de måske nogle skabeloner, de gerne vil have, at grafikeren sætter din bog om med, og dem skal du sende til din grafiker.
Tryk af din bog
Når grafikeren har modtaget skabeloner fra trykkeriet og fået lavet en trykklar fil til dem, er din bog klar til at blive trykt. Det er forskelligt fra trykkeri til trykkeri, hvor lang tid det tager at få trykt din bog. Det er en individuel aftale, du laver med dem. Nogle vælger at få lavet et prøvetryk af deres bog, men det er dog ikke alle. Det kan dog være rart at få et enkelt eksemplar af bogen, så man kan se, hvordan den ser ud, når den er trykt og klar.
Markedsføring af din bog
Markedsføringen af din bog starter egentlig allerede, når du begynder at skrive din bog. Én af de bedste måder at markedsføre på i dag er via de sociale medier, så det er en god idé at lave en forfatterside på nogle af dem. Du kan læse mere om det at lave en forfatterside her ( https://gladglad.dk/skal-jeg-have-en-forfatterside/ ).
Sørg for at lave en plan for din markedsføring, så du kan lave reklame for din bog og få den ud i medierne.
Udgivelse og bogreception
Nu er vi kommet til det sidste og meget vigtige punkt. Din bog skal udgives, og det skal fejres. Hvis du laver en bogreception, skal du invitere en masse mennesker, der kan komme og fejre dig og din bog. Sørg for at have nogle til at hjælpe dig, så du ikke selv skal stå for det praktiske på dagen. Du skal bare snakke og være sammen med dem, der er kommet for at fejre dig og din bog. Det er også en god idé at have et godt tilbud på din bog. Find ud af, hvad der giver bedst mening for dig.
Klap dig selv på skulderen for at have læst så langt som hertil. Som du kan se, er det en lang proces at få udgivet en bog. Laver du en god plan og overholder de aftaler, du laver med dig selv, vil du til sidst stå med din færdige bog i hånden, og resten af verden kan endelig komme til at læse den.