Den upålidelige fortæller
Mange af os har nok prøvet at få fortalt en historie om en bestemt situation, hvor en anden person sidenhen har fortalt os en historie om den samme situation, som ikke stemte overens med den første historie. Når to personer har været involveret i den samme situation, er det ikke altid, at de opfatter begivenhederne ens. Det kan der være flere grunde til. For eksempel er det de færreste, der ønsker at fremstille sig selv i et dårligt lys, og derfor undlader man eller ændrer på noget af dét, der skete. Det kan under alle omstændigheder være vanskeligt for en udenforstående at finde ud af, hvad der egentlig er sket, hvis man ikke har andet at gå ud fra end de to divergerende historier. Det er derfor nødvendigt at undersøge, hvorfor den ene person, eller måske begge, kunne have grund til at fortie dele af sandheden – eller fortælle en decideret løgn.
I litteraturens verden finder man selvfølgelig også upålidelige mennesker. I kriminalromanerne har man som regel en hovedperson til at løse problemet. Et par kendte eksempler som Sherlock Holmes og Hercule Poirot bruger jo deres nærmest overnaturligt enestående observations- og deduktionsevner til at finde ud af, hvem morderen er.
Fortælleren i en krimi kan være en tredjepersonsfortæller, der blot agerer fluen på væggen, men det kan også være efterforskeren selv eller en assistent, der er jeg-fortæller. Efterforskeren kan have et usagt motiv til ikke at ville efterforske en sag grundigt, hvilket man som læser undrer sig over, indtil det så viser sig, at den anklagede er den forsvundne søn eller datter, der kun er blevet nævnt i en kort sidebemærkning.
Upålidelige fortællere forekommer i alle genrer, og selv om en upålidelig fortæller måske gerne vil fortælle sandheden, er vedkommende også interesseret i at fremstå i så godt et lys som muligt. I romanen ‘Lolita’ (spoiler warning) af Vladimir Nabokov forsøger jeg-fortælleren Humbert Humbert at retfærdiggøre sit forhold til en 12-årig pige ved at manipulere med sandheden, så han ikke er alene om at fremstå som skurken i historien. Han forsøger at skabe sympati og forståelse omkring sin situation, men hans fortælling om hele affæren er farvet af hans motiv, og graden af sandhed i hans udsagn skal i allerbedste fald tages med et gran salt.
Et eksempel på utroværdige fortællere i filmverdenen kan man finde i den japanske film Rashomon fra 1950, hvor fire forskellige karakterer fortæller hver sin version af et mord på en samurai-kriger og voldtægten af hans kone. Hver historie skiller sig lidt ud fra de andre, og pudsigt nok forsøger hver fortæller at få sig selv til at fremstå bedst muligt.
Metoder til at skabe en upålidelig fortæller
Lad din læser famle i mørke
Som læser har man ofte flere informationer end bogens karakterer. Prøv at ændre på det. Lad din fortæller tilbageholde visse informationer og se, hvordan bogen udvikler sig.
Din fortæller skal være upålidelig fra starten
Mennesker kan generelt være lettere upålidelige, når de fortæller en historie, da deres synsvinkel er farvet af deres egne erfaringer og overbevisninger. Din fortæller bliver ikke bare upålidelig lige pludselig. Giv hints til ting, der kan kompromittere vedkommende og hans/hendes historie senere.
Lad andre karakterer komme med deres version
Der kan sagtens være flere jeg-fortællere i en historie, og hvis adskillige karakterer kommer med deres udlægning af en given hændelse, vil der naturligt nok opstå visse uoverensstemmelser mellem historierne, da hver karakters fortolkning af tingene kan være forskellig.
Eksperimentér med bare en smule upålidelighed
Af og til kan upålidelighed bunde i, at en karakter simpelthen er overbevist om noget, der viser sig ikke at have rod i sandheden. Hvis man forestiller sig, at en kvinde engang har været skyld i, at en mand er kommet i fængsel, og vedkommende nu står til at blive løsladt, så kan hun måske frygte for sin egen sikkerhed, da hun har på fornemmelsen, at han nu er ude efter hævn. Manden opsøger hende, og hun flygter, da hun pudsigt nok ikke ønsker at blive udsat for noget skidt. Senere får han så endelig fat i hende og fortæller, at han blot vil takke hende, da det gav ham mulighed for at rette op på sit eget liv (og ja, jeg er hundrede procent overbevist om, at jeg engang har set noget lignende i en film, men jeg kan til min død da ikke komme i tanke om, hvilken film der skulle være tale om).
Fortælleren har altså gentagne gange givet falske oplysninger til læseren, men hun har været fuldstændig overbevist om, at det var rigtigt nok. Man flygter jo ikke over stok og sten, hvis man ikke tror, der er grund til det, men hun har stadig været en upålidelig fortæller, da hun i virkeligheden ikke vidste, hvad han ville.
Vi håber, at du hermed er blevet klogere på, hvad en upålidelig fortæller eller unrealiable narrator er for noget, og hvordan du bedst kan skrive sådan én.