Forskellige typer af litteratur

Forskellige typer af litteratur

Som forfatter har man flere retninger at gå i, når man vælger at skrive. Hvis det er en opdigtet historie, du har planer om at skrive, er der tale om skønlitteratur. I skønlitteraturens verden er der to overordnede genrebegreb at skrive indenfor, nemlig prosa og poesi.

Prosa og Poesi

Prosa er kort fortalt romaner og noveller, mens poesi er digte. Der findes dog eksempler på digte af romanlængde som eksempelvis Peer Gynt af Henrik Ibsen, der af forfatteren kaldes et dramatisk digt, hvor man følger karakterens færd ligesom i en roman, men hele bogen er skrevet på vers med rim. 

Genre

Dertil kommer det rent genremæssige aspekt, hvor man skal vælge, om man vil skrive en krimi, en kærlighedshistorie, en western, et historisk drama etc. – eller om man vil blande genrerne. Hvis man laver genreblanding, kan det åbne muligheden for at tiltrække læsere, der eksempelvis læser mange krimier, men ikke gysere, hvis man inkorporerer krimigenren i sin gyser.

Målgruppe

Man skal desuden tage stilling til, hvilken målgruppe man ønsker at skrive til. En børnebog til en målgruppe på 3-4 år, der handler om en muldvarp, der vil vide, hvem der har været på wc dens hoved, kræver helt åbenlyst en noget anderledes skrivestil end en murstensroman om en gruppe mennesker, der godtager en udfordring om at overnatte i et formodet hjemsøgt hus, hvor det i virkeligheden ender med at være deres egne indre dæmoner, der torturerer dem til vanvid for evigt. 

Skønlitteratur eller fagbog

Det skønlitterære felt er selvfølgelig ikke det eneste, der findes. Der er også mulighed for at skrive en fagbog omhandlende enten ildfluers parringsmønster eller danske forfattere, som var storsælgende i deres levetid, men som er blevet glemt af eftertiden. Begrebet fagbog dækker over så forskellige bøger som biografier, rejsehåndbøger, kogebøger, undervisningsbøger etc. Uanset emnet har bogen dog ikke interesse for alle mennesker, da folks interessefelt varierer fra person til person, og har man ikke tænkt sig at besøge Athen, er “Turen går til Athen” ikke en synderligt relevant bog. 

Selvfølgelig er der plads til alle typer af litteratur på markedet, men det er ikke alle mennesker, der tiltrækkes af alle typer af litteratur. Man ved som regel godt, hvilke læsere man håber at tiltrække med sin bog.