Hvad er en ghostwriter
og har jeg brug for én?
En ghostwriter er en person, der bliver hyret til at skrive bøger eller andre tekster, hvor en anden person bliver krediteret som værkets forfatter. Ofte bruger kendte mennesker, popstjerner, sportsstjerner, politikere med flere, en ghostwriter til at skrive deres selvbiografi.
Der findes også forlag, der udgiver fagbøger (kogebøger, slankebøger etc.) krediteret til kendisser for at give bøgerne større appel og øge deres salg, men de er skrevet af ghostwriters.
Ghostwriters optræder også inden for fiktionslitteratur. Der findes forlag, der har brugt ghostwriters til at skrive bøger i samme stil som kendte forfattere for at kunne udgive flere bøger under et populært forfatternavn.
Der er eksempelvis udgivet adskillige bøger under forfatteren Tom Clancys navn, som er skrevet af ghostwriters. Her er ghostwriterens navn skrevet med småt på omslaget i forhold til Tom Clancys navn, der står med stort.
Der kan være andre grunde til at hyre en ghostwriter. Den britiske forfatter V.C. Andrews døde i 1986. Hendes bo hyrede siden forfatteren Andrew Neiderman til at fortsætte med at skrive bøger i hendes stil og under hendes navn.
Den amerikanske manuskriptforfatter Dalton Trumbo, som havde skrevet filmmanuskripter siden 1936, blev blacklistet som kommunist i 1950’ernes Hollywood. Det stoppede ham dog ikke, da han fortsatte med at skrive manuskripter til film, enten under pseudonym eller under andre forfatteres navne. Filmen Roman Holiday fra 1953 er for eksempel skrevet af Trumbo, men den blev krediteret til en anden manuskriptforfatter, Ian McLellan Hunter, der sågar modtog en Oscar for bedste historie (man fandt siden ud af, at det var Trumbo, der havde skrevet filmen, og i 1993 modtog hans enke en posthum Oscar for sin mands arbejde).
Hvis du selv har en god idé til en bog, men af den ene eller anden grund ikke formår at skrive den, er en ghostwriter en mulighed.