Sammensatte ord
Sammensatte ord er nærmest blevet en by i Rusland for mange mennesker, men det er faktisk ikke en uvæsentlig del af det danske sprog. I nogle tilfælde kan sætningens betydning endda blive en helt anden, når man ikke sætter ordene sammen.
Eksempel 1
”Jeg har fanget en rød spætte” eller ”Jeg har fanget en rødspætte”. En spætte er en fugl, der, afhængigt af arten, godt kan være lidt rød, men hvis du har været på fisketur, er det helt sikkert ikke en spætte, du har fanget. Du kan høre det, hvis du siger det højt. ”Jeg har fanget en rød spætte” overfor ”Jeg har fanget en rødspætte”. I den første sætning vil du lægge tryk på både rød og spætte, mens du i fiskens tilfælde kun lægger tryk på den første stavelse. Er der kun ét tryk, så skal der kun være ét ord. Er der til gengæld to tryk, skal der ikke laves et sammensat ord.
Eksempel 2
”Min nye sags behandler er bare mega flink”. Jeg håber, at din nye sags behandler arbejder som sagsbehandler, men skal han/hun ikke også tage sig af dine eksisterende sager? Desuden bruges ordet ”mega” som en forstærker af ”flink”, og derfor skal det være et sammensat ord: megaflink.
Eksempel 3
”Mus og rotte gift”. Dette er et klassisk eksempel, der af og til dukker op på Facebook. Om en mus og en rotte kan føle nogen gensidig tiltrækning, har jeg ingen anelse om, men når jeg handler i supermarkedet, er det faktisk heller ikke så vigtigt. Hvis mit hjem til gengæld er angrebet af mus og rotter, så kan det da godt være, at jeg ville overveje at købe noget gift, der kunne skaffe mig af med dem. I dette tilfælde skal giften skaffe mig af med to typer af gnavere, og giften skal hænge sammen med begge ord, så vi skal ikke bare lave et sammensat ord, men vi får også brug for bogstavet e og en bindestreg: ”Muse- og rottegift”, da det nok er de færreste, der ønsker at købe en, eller flere, mus sammen med den rottegift, de lige står og mangler.
Vi håber, at vi har løftet lidt af sløret for de sammensatte ord, så du ikke er i tvivl fremover.
Hvis der er noget, du gerne vil have uddybet, så skriv endelig til os.