Testlæser eller Betalæser

Testlæser eller Betalæser

Du har skrevet din bog færdig. YAY.

Og hvad så nu?

Inden du sender den til et forlag, er det en god idé at have fået nogle friske og kritiske øjne på dit manus, for som regel er det de færreste manuskripter, der er perfekte ved første udkast. 

Det er så her, du skal finde ud af, om du vil have en testlæser eller en betalæser. Eller begge dele!

Hvad er en testlæser?

En testlæser er en, der gennemlæser dit manus for at se, om de kan lide det, og om det passer til målgruppen. Derfor er tommelfingerreglen, at en testlæser er på samme alder som din hovedperson. Din testlæser nærlæser altså ikke dit manus og slår ikke ned på svage punkter, men læser helheden og kommenterer på helhedsindtrykket. Var manus kedeligt? Var det sjovt?

Hvad er en betalæser?

En betalæser er en, der gennemlæser dit manus med de kritiske briller på. De finder den røde kuglepen frem og holder tungen lige i munden, mens de simpelthen finder alle de svage, forvirrende, for lidt, for meget, virkelig gode steder i dit manus. En fordel er at have forberedt nogle ting, du gerne vil have, de er opmærksomme på. Forventningsafstem med dem. En betalæser udpeger, hvor manus var sjovt, og hvor det var kedeligt. Det kan også være, du vil vide, om der er for få kvinder med, om kapitel 13 er for urealistisk, eller om katten burde være en hund. 

Uanset hvad, er det vigtigt at huske på, at en testlæser og en betalæser ikke er en, der læser korrektur. Typisk vil de ikke kommentere på de flyvende kommaer eller manglende nutids-r’er, fordi de fokuserer på indholdet. Det er derfor meningsforstyrrende for en, der gennemlæser manus, at der ikke allerede har været en gennemgang, hvor de værste fejl i sproget er ryddet op, for det forringer læseoplevelsen og deraf bedømmelsen af dit manus. 

Opsummering

En testlæser læser efter, om bogen er god til målgruppen, fordi testlæseren er i bogens målgruppe.
En betalæser læser din bog for at give kritik, altså hvad der fungerer og ikke fungerer.