Tre forskellige typer forlag

Tre forskellige typer forlag 

Der findes tre forskellige typer forlag, når du vil have udgivet den bog, du har skrevet. Det kan godt være lidt af en jungle at finde ud af, hvilken type forlag du skal vælge, og hvad der er det rette for dig.

  • Selvudgivelse (Eget forlag)
  • Medudgiverforlag
  • Etableret forlag

Vi vil nu gennemgå de tre typer af forlag og komme ind på fordele og ulemper ved hver type, så du bedre kan danne dig et overblik over, hvad der passer bedst til dig og din bog.

Selvudgivelse/eget forlag

Selvudgivelse giver lidt sig selv. Her udgiver du selv din bog. Nogle opretter deres eget forlag til dette. Det kan du læse mere om her, men det er også muligt at udgive sin egen bog ved at bruge sit personnummer. Når du selv udgiver, er den største fordel, at du bestemmer over hele processen. Du er den, der tager de endelige beslutninger. Det betyder dog også, at du er den, der tager alle beslutningerne og skal sørge for kontakten til alle dem, der skal hjælpe dig med at få udgivet din bog.

Det er dig, der står for: en redaktør, en korrekturlæser, en grafiker, trykkeriet, distribution, markedsføring og salget. Det kan godt virke lidt uoverskueligt, men bogudgivelse er en lang proces, der tager tid. Med en god plan er du godt på vej.

Medudgiverforlag

Et medudgiverforlag er et forlag, du deler udgifterne med. De hjælper med nogle af de mere praktiske ting såsom en redaktør, hjælp med korrekturlæsningen og den grafiske opsætning af din bog. De har også kontakten til trykkeriet. Nogle gange hjælper de også med markedsføringen og salget, men det er forskelligt for de forskellige medudgiverforlag, hvordan aftalen er. Her skal du ud og undersøge markedet og finde det medudgiverforlag, der passer til dig.

Etableret forlag

Et etableret forlag er et forlag, du sender din idé eller dit skrevne manuskript til, og så melder de tilbage, om de vil udgive din bog. De sikrer, at bogen bliver gennemarbejdet, både tekstmæssigt og visuelt. Et etableret forlag står for alle udgifterne til det praktiske. Det er dog forskelligt fra forlag til forlag, hvordan deres kontrakter ser ud, så du skal huske at læse dem godt igennem for at sikre dig en ordentlig aftale. Der findes en del forskellige forlag, både små og store. Du skal ud at undersøge markedet og finde et forlag, der passer til den genre af bog, du har skrevet.

Hvad skal du vælge?

Det kan godt virke svært at finde den rigtige type af forlag til din bog. Er du typen, der gerne gør det hele selv, den der gerne vil have lidt hjælp, eller den der vil lade nogle andre om det praktiske? Det er noget, du skal gøre op med dig selv.

Her kommer et lille overblik over de fordele og ulemper,
der er ved hver forlagstype.

Selvudgivelse – Fordele

  • Du har kontrollen over hele processen
  • Du ejer alle rettighederne til din bog
  • Du skal ikke dele fortjenesten med andre
  • Du kan rykke hurtigere og gå i gang med det samme

Selvudgivelse – Ulemper

  • Du står alene med alle udgifterne
  • Du skal samle dit eget team
  • Processen kan blive lang, da du skal gøre alt selv

Medudgiverforlag – Fordele

  • Udgifterne deles
  • De har ofte teamet, der er brug for (redaktør, korrekturlæser og grafiker)
  • En god samarbejdspartner, hvis du skriver inden for en niche

Medudgiverforlag – Ulemper

  • Kontrakten kan være svær at gennemskue (læs den nøje igennem)
  • Begrænsede rettigheder
  • Du har ikke den fulde kontrol over processen

Etableret forlag – Fordele

  • De har et team af redaktører, korrekturlæsere og grafikere
  • De står med alle udgifterne
  • Hjælp til markedsføringen
  • Mere tid til at skrive din bog

Etableret forlag – Ulemper

De ejer typisk rettighederne til din bog
Du er bundet af en kontrakt
Det er tidskrævende at finde det rette forlag og få en kontrakt
Din fortjeneste er lille

Vi håber, at det her gav dig et overblik over, hvad de tre typer af forlag kan gøre for dig, så du finder den forlagstype, der passer bedst til dig og din bog. God skrivelyst.